Styr på promillen?
I Danmark er det ulovligt at køre bil med en promille over 0,5.
Har man drukket sig til en promille, der er højere, kører man
spritkørsel. Er man heldig og bliver man taget for spritkørsel, får
man i bedste fald en bøde på sin nettoløn x sin promille og mister
kørekortet. Er man uheldig, mister man i værste tilfælde livet.
Det er også en god idé at lade cyklen stå, når du har drukket
alkohol. Med promiller i blodet kan der nemt ske ulykker, selvom du
måske tror, du er verdensmester i cykelløb. Desuden kan politiet
sigte dig for at overtræde færdelsloven, hvis du kører fuld på
cykel og derfor ikke kan føre den forsvarligt.
Det kan være svært at vide, hvor høj ens promille er uden et
alkometer. Hvis man tæller genstande i løbet af festen, er det dog
muligt nogenlunde at regne sig frem til sin promille:
Mand:
Antal genstande x 12
------------------------ = Promille
Kropsvægt x 0,68
Kvinde:
Antal genstande x 12
------------------------ = Promille
Kropsvægt x 0,55
En genstand svarer til 12 gram alkohol, hvilket er ca. 1 øl, et
glas vin eller 4 cl. Spiritus (40 % vol.). Som tommelfingerregel
forbrænder en person 1 gram alkohol i timen pr. 10 kg vægt.
Eksempel:
Thomas på 18 år vejer ca. 75 kg. Han har været til fest og har
drukket 3 øl. Hans promille er nu ca. 0,7. Han må altså ikke køre
bil nu. Pga. Thomas' kropsvægt, vil han forbrænde ca. 7,5 gram
alkohol i timen. Der vil altså gå næsten 5 timer, før Thomas'
promille er nede på 0, og han igen kan køre bil.
OBS!
Det er meget usikkert at beregne sin promille på ovenstående måde.
Promillen afhænger af alt fra ens fedtprocent, til hvor meget man
har fået at spise, og nogle forbrænder alkohol langsommere end
andre. Derfor er et godt råd helt at lade være med at drikke, inden
du skal køre. Så er du sikker på ikke at blive sigtet for
spritbilisme, selvom det ikke var meningen.
Sådan påvirker promillen dig:
0,2 ‰ Øjets evne til hurtigt at fokusere og
omstille sig fra lys til mørke forringes.
0,5 ‰ Evnen til at opfatte situationer og
samtidig udføre præcise bevægelser forringes. Synsvinklen
indsnævres. Risikoen for en trafikulykke er fordoblet.
0.8 ‰ Overdrevne bevægelser.
1.0 ‰ Man snøvler og sludrer. Man har dårlig
kontrol over muskler, vanskeligt ved at holde balancen og får en
usikker gang. Risikoen for en trafikulykke er fire til 10 gange
større end normalt.
1.5 ‰ Man har store problemer med balancen og
grovmotoriske bevægelser. Man er tydeligt beruset og har besvær med
at tale. Risikoen for trafikulykker ti-dobles. Ved større promiller
kan risikoen ved spirituskørsel være mere end 100 gange så stor som
normalt.
2.0 ‰ Udtalte forgiftningssymptomer.
Selvkontrollen er helt væk.
3.0 ‰ Opfatter ikke, hvad der sker rundt
omkring, og mister ofte bevidstheden.
4.0 ‰ Går i koma og risikerer, at
åndedrætsorganer lammes. I livsfare.
5.0 ‰ Død.
