Forældre og fester
Dine forældre kan have svært ved at give slip på dig, og måske
er du møgtræt af, at de vil bestemme over alting - også dine
festvaner. Ofte kan man dog komme problemer og skænderier i
forkøbet ved at snakke om tingene.
Spørgejørgen
Spørg om gode råd fra dine forældre. De har også været unge
engang, selv om det kan være svært at forestille sig. Når I har en
diskussion omkring fester og alkohol, så spørg fx:
• Hvad er det, I er så bekymrede for?
• Hvordan opførte I jer?
• Hvilke regler var der for jer?
• Hvad har ændret sig nu?
• Hvad er det samme som dengang?
• Hvordan drak I, da I var unge?
Lav aftaler! Aftal fx følgende med dine forældre:
• Må jeg drikke alkohol?
• Hvor meget må jeg drikke?
• Kan jeg blive hentet?
• Hvem skal jeg følges med?
• Hvornår skal jeg være hjemme?
• Må jeg ringe hjem om natten?
Stol på hinanden
Det er meget normalt, at unge har lyst til at prøve nye ting på
egen hånd - få en kæreste, være til fester og prøve at drikke
alkohol. Det ved de fleste forældre også godt.
Men dine forældre er bekymrede for, at du skal komme til skade
og ikke er moden nok til alt det, du vil. Nogle af disse
bekymringer kan måske mindskes, hvis du er mere åben over for dine
forældre og:
• Fortæller, hvor du skal hen
• Fortæller, hvem du skal følges med - både ud og hjem
• Giver besked, hvis du ikke kan holde en aftale
• Fortæller dine forældre, hvad du vil gøre, hvis der opstår
problemer
• Giver dine forældre mobilnummer til dine venner og deres
forældre
• Foreslår at dine forældre og dine venners forældre snakker
sammen